Stewardesserne i SAS advarer nu ledelsen i kraftige vendinger mod at forsøge at presse lønningerne, når parterne mødes for at handle overenskomst.
Det skriver Børsen.
Formand for kabinepersonalet Jacob Esposito siger, at medlemmerne i de senere år har givet deres bidrag. Og forstår ledelsen ikke det, så er konflikter en mulighed.
"Hvis man planlægger ud fra, at besparelserne skal komme fra overenskomsten, så er svaret, at det skal man nok ikke disponere efter. Det er alle bekendt, at vi allerede i flere omgange har leveret besparelser langt ud over, hvad der er rimeligt," siger Jacob Esposito til Børsen.
I efteråret fremlagde SAS en ny plan med navnet 4excellence, og som har til formål at sænke enhedsomkomstningerne med tre til frem procent om året frem til 2015.
Herefter bedyrede SAS-chef Rickard Gustafson, at en del af besparelsen muligvis skal komme fra de ansatte.
Men også hos HK Luftfart lyder der et rungende nej til lønnedgang.
"Det kommer ikke til at ske for vores vedkommende. Vi har haft en reallønnedgang, så der kan ikke blive tale om egentlig lønnedgang," siger Mai-Britt Hoff Kjeldsen til Børsen.