Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) blev tirsdag enige om en ny treårig overenskomstaftale for 43.000 ansatte i finanssektoren.
Det skriver de to i en fælles pressemeddelelse.
Aftalen sikrer de ansatte en lønstigning på 5,85 procent i perioden.
- Medarbejderne får en mærkbar lønstigning, som er rimelig set i lyset af både sektorens økonomiske resultater og de store forandringer, den gennemgår, udtaler, Kent Petersen, formand for Finansforbundet.
Også i FA er der tilfredshed med aftalen, oplyser administrerende direktør Mariane Dissing.
- Den økonomiske ramme er forsvarlig og fornuftig, og vi har fået væsentligt mere fleksibilitet ind i overenskomsten, siger hun.
- Den øgede fleksibilitet betyder, at virksomhederne fremover har et større rum at navigere i inden for overenskomstens rammer, tilføjer hun.
Den nye overenskomst er en treårig aftale, der løber frem til 31. marts 2020. Aftalen indeholder lønstigninger på 5,85 procent i perioden, og den giver større frihed for virksomheder og medarbejdere til lokalt at aftale arbejdstid.
Desuden betyder aftalen, at en større del af lønforhandlingerne decentraliseres. Der bliver også givet øgede midler til kompetenceudvikling.
Derudover nedsætter parterne en arbejdsgruppe, der i overenskomstperioden skal analysere og komme med bud på, hvordan der fortsat kan sikres holdbarhed omkring arbejdslivet i finanssektoren.
Efter planen skal den nye overenskomst træde i kraft 1. april i år.
/ritzau/