Ritzau
Opdateret kl. 11:52
Der er søndag formiddag indgået forlig om en ny overenskomst for cirka 230.000 ansatte på industriens område.
Det oplyser parterne, der præsenterer selve indholdet af aftalen klokken 14.00 i Industriens Hus i København.
Indtil da ønsker de ikke at melde ud, hvad der kommer til at være i lønposen for arbejdstagerne.
Der er tale om en treårig aftale, der løber frem til 1. marts 2020.
Den skal træde i kraft 1. marts i år og afløser den eksisterende aftale fra 2014, der også er en treårig aftale.
Overenskomsten er indgået mellem Dansk Industri og CO-industri og omfatter de ansatte på cirka 6000 industrivirksomheder i Danmark
Den ventes at sætte rammerne for løn- og arbejdsvilkår for de øvrige overenskomster.
Aftalen mellem CO-industri og DI er på det såkaldte minimallønsområde.
Det betyder, at der aftales en mindstebetalingssats, der er lønmæssig bundgrænse på overenskomstområdet, mens den faktiske løn forhandles på den enkelte virksomhed.
Aftalen dækker foruden løn også forhold som arbejdstid, pension, løn under sygdom og betaling for overarbejde.
De store grupper i forårets overenskomstforhandlinger er ud over industrien byggeriet med 110.000 beskæftigede, transportsektoren med 80.000, finans med 64.000 og handel og service med 45.000 beskæftigede.
Det ventes, at overenskomsten på industriens område i stort omfang kopieres i de andre forhandlinger.
Parterne i industrien har forhandlet om en ny overenskomstaftale siden 4. januar.
/ritzau/