Søndag blev der kørt Formel 1-grandprix i USA, og det blev ikke til succes for Kevin Magnussen (Haas), der sluttede som nummer 16. Det var dårligst af de kørere, der gennemførte løbet.
Lewis Hamilton (Mercedes) kunne kalde sig verdensmester, hvis han vandt løbet, og Sebastian Vettel (Ferrari) blev nummer seks eller dårligere.
Hamilton vandt løbet, Men Vettel blev nummer to, så mesterskabet er endnu ikke afgjort. Briten har dog en komfortabel føring med 331 point.
Vettel har 265 point på andenpladsen, så meget skal gå galt for Mercecdes, hvis holdet ikke genvinder titlen. Holdets anden kører Valtteri Bottas ligger nummer tre med 244 point.
Hamilton havde pole position, men Vettel tog føringen fra løbets start. Han overhalede Hamilton inden første sving, men allerede på sjette omgang tog briten igen føringen i løbet.
Resten af løbet var han i fuld kontrol, og han kunne lade sig fejre som vinder af løbet på Circuit of the Americas-banen i Austin for femte gang ud af seks mulige.
Sejren betyder, at briten nu er snublende tæt på verdensmesterskabet.
Magnussen fik en dårlig kvalifikation, da han endte som den langsomste af alle, men på grund af straffe til flere andre kørere, så begyndte han løbet fra en position som nummer 17.
Men det har ikke været den weekend på Haas' amerikanske hjemmebane, som danskeren havde håbet.
Allerede på første omgang punkterede Magnussens Haas-racer. Det sendte ham bagest i feltet, og så så det svært ud for danskeren at nå i pointene.
Han nåede op som nummer 12 på et tidspunkt midt i løbet, men bedre blev det ikke for danskeren.
Magnussen måtte også en tur af banen, da han på 48. omgang kolliderede med svenske Marcus Ericsson.
Det skubbede danskeren bagest i feltet endnu en gang, og han måtte tage til takke med en slutplacering som nummer 16.
Løbets helt store oplevelse var hollandske Max Verstappen, der begyndte løbet fra en position som nummer 16. Han fløj dog hurtigt op gennem feltet og var oppe at føre løbet på et tidspunkt.
Den 20-årige Red Bull-kører kæmpede sig op på tredjepladsen kort inden målstregen, men blev efter løbet tildelt fem sekunders straf for at køre op over kerben, da han overhalede Kimi Räikkönen. Så finnen fik podieplaceringen.
Der er kun tre løb tilbage i 2018-sæsonen, og det næste grandprix køres 29. oktober i Mexico.
/ritzau/