Sagen om den amerikanske skuespiller Lindsay Lohan har taget en ny og uventet drejning. Dommeren, Marsha Revel, er blevet fjernet efter mistanke om upassende omgang med personer involveret i sagen. Det skriver Associated Press.
Revel skal ifølge medarbejdere i Los Angeles Superior Court have haft kontakt med det behandlingssted Morningside Recovery, hvor hun sendte Lohan hen, da skuespillerinden blev løsladt fra fængslet 2. august.
Lindsay Lohan blev i juli idømt 90 dages fængsel for spirituskørsel, men skuespillerinden nåede kun at afsone to uger, inden hun blev overført til behandlingsstedet, som dommeren altså skulle have favoriseret over andre muligheder.
Lohan havde gennem sin advokat ytret ønske om at komme i behandling på Ronald Reagan UCLA Medical Center in Los Angeles, hvor hun tidligere har modtaget behandling for sit alkoholmisbrug.
Marsha Revel har overfor amerikanske medier ikke ønsket at kommentere sagen, som nu behandles af Beverly Hills Superior Court.