En fjerde mand er blevet anholdt i forbindelse med skuddramaet ved en moske på Amerikavej i København i går, tirsdag.
Det skriver ekstrabladet.dk.
Episoden kostede en 24-årig mand livet, men den fjerde anholdte er ikke direkte involveret i drabet.
"Vi er sikre på, at han ikke har skudt, men vi mener, at han deltog i optakten til skyderiet. Nu skal vi have ham afhørt, og så må vores jurister afgøre, om han også skal fremstilles i retten og varetægtsfængsles," siger drabschef i Københavns Politi, Jens Møller til avisen.
Den anholdte har familierelationer til de tre andre sigtede. Han blev tilbageholdt, da han tidligere i dag trådte ind på Politigården i København for at hente nogle effekter fra de anholdte.
Efter skuddramaet ved moskeen er politiet kommet i besiddelse af video og fotografier, hvor flere mistænkte optræder. Man mangler stadig at identificere fire mænd, der ses på materialet.
Ifølge ekstrabladet.dk vil politiet senere i dag offentliggøre billederne af de mistænkte, hvis de ikke selv kommer frem til en identifikation.
Tre andre mænd fra billederne er allerede anholdt og sigtede. De fremstilles i grundlovsforhør i dag.
Kilde: Ekstrabladet.dk