Chok-måling: Så tæt er Riskær på at komme ind
0,1 procent, så tæt er Klaus Riskær Pedersen på at komme ind i folketinget. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En ny måling fra analysefirmaet YouGov giver Klaus Riskær Pedersen 1.9 procent. Den karismatiske forretningsmand er dermed meget tæt på at krydse den magiske spærregrænse.

Partiet Klaus Riskær Pedersen står til at få 1,9 procent af stemmerne, hvis man skal tro en ny måling fra analysefirmaet YouGov. Dermed er den kendte forretningsmand tæt på at kravle over spærregrænsen på de to procent, der sikrer en billet til magten på Christiansborg. Det skriver B.T.

Samtidig kan Klaus Riskær Pedersen glæde sig over, at 8,6 procent af deltagerne i målingen har svaret, at de overvejer at stemme på ham.

Rune Stubager, der er professor og valgforsker ved Aarhus Universitet, ser en mulighed for, at den 63-årige erhvervsmand kommer over spærregrænsen og bliver stemt ind i Folketinget.

- Vi har set det før. Alternativet blev først opstillingsberettiget relativt kort før valget i 2015 og kom ind med meget pæne stemmetal. Det tog heller ikke lang tid for Nye Borgerlige at kravle op, og partiet har nu i mindst et halvt år ligget over - og i nogle målinger pænt over – spærregrænsen, siger han til B.T.

Klaus Riskær Pedersen vil dog ikke juble højlydt i pressen på baggrund af de nye tal.

- Jeg kommenterer ikke på opinionstal, skriver han til B.T.

Der er 1.003 mennesker, der har svaret på YouGovs måling, der har en usikkerhed på 3,1 procent.