De Radikale ville ryge ud af EU-parlamentet sammen med Junibevægelsen, hvis der var valg i dag. Det viser en meningsmåling, som Capacent har lavet for DR.
Medstifter af EUZoo.dk, der er en uafhængig blog om EU Andreas Marckman mener, at der er to årsager til, at De Radikale står til et så dårligt valg. Manglende kendisfaktor og en for voldsom EU-begejstring.
"Man skal være opmærksom på, at til EU-Parlamentsvalget stemmer rigtig mange på en personlig kandidat, og der betyder det virkelig meget, at man har en kendt kandidat. Det har De Radikale ikke," siger Andreas Marckman til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han mener derudover, at det kan være et problem, at De Radikale i så høj grad har kørt en "supereuropæer-politik," hvor partiet har slået på, at stort set alle problemer skal og bør løses af EU.
"Spørgsmålet er, om det overhovedet appellerer til de danske vælgere," siger Andreas Marckman.
Junibevægelsen, der ifølge målingen også står til at ryge ud, er eksperten dog knapt så bekymret for. Partiet er sammen med Folkebevægelsen mod EU de eneste to partier, der kun stiller op til EU.
Derfor er det ikke usandsynligt, at de kan få en slutspurt til sidst, forklarer han.
Socialdemokraterne står ifølge målingen til at blive det største danske parti i parlamentet med fire mandater, selv om de ser ud til at miste et mandat i forhold til sidste valg.
Både Venstre og SF går frem. Venstre får 24,4 procent af stemmerne og det giver tre mandater. SF får to mandater takket være sine 13,4 procent af stemmerne.