Fiskere, der skal flænse deres våde bytte, og murere, som skal skære gipsplader med en hobbykniv, kan igen være sikre på, at deres arbejdsredskaber ikke sender dem i fængsel.
Folketinget har nemlig i dag vedtaget af afskaffe den meget omdiskuterede knivlov, der gav fængselsstraf til danskere, som i en førstegangsforseelse blev nuppet med kniv.
Loven trådte i kraft i 2008 og har flere gange fået folk i fedtefadet, som ellers ikke havde intention om at bruge deres kniv til noget ulovligt.
Blandt andet blev en ung tankpasser sendt i fængsel, da politiet nuppede ham med en hobbykniv i handskerummet. Den skulle han bare bruge til at åbne kasser med på arbejdet, men istedet gav den ham en tur bag tremmer.
Det var justitsminister Morten Bødskov, som fremsatte forslaget, og han fik den nye lov stemt hjem med hjælp af sine partifæller i Socialdemokraterne og stemmer fra Enhedslisten, SF og De Radikale, samt Liberal Alliance.
Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod den nye lov. Ikke overraskende, da det var de tre partier, der i sin tid indførte knivloven.
Det er dog stadig muligt at ryge i fængsel med den nye knivlov, selvom det er første gang man nuppes. Men der skal særligt skærpende omstændigheder til, hvilket betyder, at man for eksempel skal have kniven med til en fodboldkamp eller på et værtshus.
Den nye lov træder i kraft per 1. april.