Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Den 1. september blev oberst Hannelise Tvedt ny landsleder for Frelsens Hær i Danmark, mens oberstløjtnanterne Anthony og Gillian Cotterill blev henholdsvis ny chefsekretær og territorial sekretær for Hærens kvindeorganisationer.
Den nye ledelse bydes velkommen og indsættes ved en velkomstgudstjeneste i Frelsens Hærs lokaler på Frederiksberg allé 9 i København onsdag den 10. september klokken 19.30 med reception fra klokken 18.30. Velkomsten ledes af kommandørerne Hans og Marja van Vliet, der er ledere for Frelsens Hær i Holland.
Foruden velkomstgudstjenesten i København afholdes ligeledes en velkomstgudstjeneste vest for Storebælt lørdag den 13. november klokken 13.00 i Frelsens Hærs lokaler Grønnegade 7 i Horsens.
Leder med bred erfaring
Oberst Hannelise Tvedt vil for mange med relation til Frelsens Hær være velkendt i Danmark, idet hun tidligere gennem en årrække har gjort tjeneste i landet som henholdsvis ungdomssekretær og socialchef.
For godt fire år siden ventede der hende nye opgaver som assisterende programchef i England, hvorfra hun i 2013 igen skiftede spor og overtog ansvaret som chefsekretær for Frelsens Hær i Holland og Tjekkiet.
Det er således en leder med bred erfaring og 38 års officerstjeneste bag sig, der fra september er ny hærchef i Danmark.
Oberst Hannelise Tvedt er mor til to voksne børn.
Engelsk lederpar
Oberstløjtnanterne Anthony og Gillian Cotterill har godt 30 års tjeneste bag sig i henholdsvis Skotland og England.
Foruden en række korpsordrer har de haft ansvar som henholdsvis divisionsungdomssekretærer og divisionschefer, indtil de for godt et år siden fik ansvar for Frelsens Hærs officersskole i London.
Parret er engelske, og har fire voksne børn.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.