De seneste uger har Danmark været hårdt ramt af det ene kraftige uvejr efter det andet.
Der er dog intet, der tyder på, at det ville blive bedre i den nærmeste fremtid. Allerede på fredag vil et nyt, kraftigt stormvejr nemlig ramme os, oplyser meteorolog Mikael Jarnvig fra TV 2 Vejret til Newspaq.
"Prognoserne er enige om, at vi får en kraftig lavtryksudveksling ind over landet fra vest i løbet af natten til fredag. Det betyder, at vi igen må indstille os på en utroligt blæsende og meget våd fredag," siger han til Newspaq og fortsætter:
"Uvejret bliver i samme størrelsesorden som de to forrige storme. Over hele landet får vi vindstød på omkring 25 meter i sekundet som middelvind og kraftig regn, og det vil selvfølgelig give nogle problemer. Men vi er stadig ikke helt oppe på samme niveau som den storm, der ramte Danmark i 1999."
Ifølge Mikael Jarnvig er det dog ikke kun fredag, at de danske cyklister kan komme til at opleve endog særdeles kraftig med- eller modvind langs cykelstierne.
"Det bliver generelt en blæsende uge. Både imorgen og onsdag kommer der kraftige regnvejr med kuling vindstød. Torsdagen ser ud til at blive en slags mellemdag uden de store regnbyger, men så går det altså også løs igen fredag," siger han.
Fredagens storm kommer som den tredje, større storm på ganske få uger, men det mener Mikael Jarnvig ikke er usædvanligt for årstiden.
"Nej, det er sikkert sket før. Det handler om, at kold og varm luft ligger på en bestemt måde, så det fejer ind i mod os fra Atlanterhavet. Det er ikke første gang, at skinner ligger på den måde, som de gør i øjeblikket.