Adskillelige medier melder nu, at kræfter internt i De Konservatives folketingsgruppe på morgenens gruppemøde har krævet ny partileder. Det kommer efter der blev lagt op til en åben diskussion i partiet om Lene Espersens lederskab.
Medierne erfarer formandskiftet fra kilder internt i partiet.
Ifølge kilderne blev modstanden mod Lene Espersens lederskab diskuteret på det gruppemøde, som partiet holdt i morges klokken ni. På mødet skulle økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen have rejst sig op og sagt, at der kommer et lederskifte inden weekenden.
Det er partiets 17-mand store folketingsgruppe, der suverænt afgør, hvem der er partileder. Ingen af medlemmerne udtrykte på gruppemødet støtte til Lene Espersen.
Lene Espersen landede klokken 15.00 i Kastrup Lufthavn efter sin tur til Qatar. Mens hun har været væk er utilfredsheden med hendes lederskab og kravet om en ny leder brudt ud i mange af landets konservative lokalkredse.