I dag går Sundhedsstyrelsens store, landsdækkende kampagne 'Kun med Kondom' i gang.
Her bliver landets unge gjort opmærksom på, hvor vigtigt det er at bruge kondom. Men selv om kampagnen er velment, får den ikke de unge til at huske kondomet, hvis den ikke følges op. Sådan lyder det fra foreningen Sex og Samfund.
"Kampagner bliver hurtigt glemt. Kampagner virker til at skabe opmærksomhed, men skal man have ændret de unges handling og adfærd, kræver det en direkte dialog med de unge. Og det kan kampagner ikke," siger generalsekretær i Sex og Samfund, Bjarne B. Christensen.
Han mener tvært imod, at for at knække den stigende kurve med unge og sexsygdomme, kan det ikke gøres med kampagner alene. I stedet skal man have fat i skoler og uddannelsesinstitutioner for at nå de unge.
"Kampagner skaber opmærksomhed. Men skal vi have vendt sexsygdomstallen og sikre, at der er en ordentlig oplysning til unge ude i landet, er der mange skoler og kommuner, der skal gøre en langt bedre indsats, end de gør i dag. Vi ser, at kommunerne i flere tilfælde ønsker at følge op på sådanne kampagner, men som altid mangler de ressourcer," siger Bjarne B. Christensen.
Sundhedsstyrelsen medgiver, at deres kampagner ikke alene kan knække kurven for de unge med sexsygdomme.
"Sex og Samfund har ret så langt, at når vi laver den her kampagne, så er det for at gøre noget ved et umiddelbart problem. Vi kan med en kampagne i en periode sørge for, at der er fokus på det her og forhåbentlig ændre de unges opfattelse af deres egen risiko. Men Sex og Samfund har ret i, at kommunerne er væsentlige for forebyggelsen," siger projektleder i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.
Sundhedsstyrelsen kørte for nogle år tilbage kørte en stor, landsdækkende klamydiakampagne. Men tallene for unge, der er testet positiv for klamydia er lige nu højere end nogensinde før. Niels Sandø ser dog ikke Sundhedsstyrelsens kampagner som penge ud ad vinduet.
"Jeg mener ikke, at kampagnerne er spildt. Vi har langt fra løst problemet med klamydia, men vi har fået det frem i diskussionerne og gjort opmærksom på det. At tallet for unge med klamydia er steget, kan også være et udtryk for, at flere bliver testet," siger Niels Sandø, projektleder i Sundhedsstyrelsen.
Sex og Samfund oplyser, at manglende seksuel sundhed koster samfundet over en halv milliard.