Efter du har læst dette, er fornøjelsen ved din næste kop dampende, varm kaffe måske blevet ødelagt.
Alt afhængigt af, hvordan du brygger kaffen, er der nemlig en forskel på op til ti gange prisen, skriver 24timer.
Den relativt nye kaffetrend, hvor man sætter plastickapsler ind i kaffemaskinen, som derefter lyn-brygger en omgang mokka, kan slet ikke betale sig i forhold til at lave gammeldags filterkaffe, viser en sammenligning 24timer har lavet mellem de fire mest populære producenter.
En æske med 16 kaffekapsler og maximalt 160 gram kaffe koster mellem 43 og 59 kroner, og når kiloprisen ender på 461 kroner, koster en almindelig kop sort kaffe pludselig 3,69 kroner.
Hvis man i stedet køber et kilo malet tilbudskaffe, slipper man med en pris på ca. 40 øre pr. kop.
"Forbrugerne bliver snydt. Kort og godt. Snydt i jagten på bekvemmelighed. Prisen er enormt høj og alt, alt for høj i forhold til kvaliteten af kaffen. Den er ikke imponerende, men noget af det er drikkeligt," siger indehaver og underviser på Kaffeakademiet i Aarhus, barista Søren Stiller Markussen, til 24timer.
I 2009 drak en dansk husstand i gennemsnit 1.218 kopper kaffe til en pris på 424,7 kroner, oplyser Danske Kaffeinformation.
Men hvis husstanden i stedet for filterkaffe drak lige så mange kapselkaffe, ville prisen ende på ca. 4.400 kroner.
Kilde: 24timer