Store fortidsøgler, der bevæger sig ind i vores tidalder, er ved at være en gammel og død historie. Det mener instruktøren til 'Jurassic Park III' fra 2001, Joe Johnston, imidlertid ikke. Han vil lave en ny trilogi om de store dyr, skriver filmz.dk.
Johnston afslører, at der allerede er lavet en historie, som han betegner som fremragende, til den fjerde film og forsikrer, at den på ingen måder er som de tre første i serien.
"Den tager franchisen i en helt ny retning," fortæller instruktøren.
'Jurassic Park'-serien startede med Steven Spielbergs film fra 1993, og fordi den flere gange er blevet erklæret lige så uddød som de store fortidsøgler, skal filmene nytænkes.
Derfor vil den nye film ikke komme til at handle om en ny gruppe mennesker, der skal overleve et dinosaurangreb, da det var temaet i de tre første film.
Der vil heller ikke blive tale om en gruppe, der tager til en ø med dinosaurer, da det allerede var svært nok at finde på en fornuftig grund til det i de to første efterfølgere, mener Johnston.
Men lige meget hvor begejstret instruktøren måtte være, er det i sidste ende er op til filmstudiet og Steven Spielberg, om dinosaurerne skal genoplives atter engang.