Hollænderen Remco van der Schaaf kommer til Brøndby fra engelske Burnley og skal styrke defensiven i forårets kampe om trofæer i Superligaen og pokalturneringen.
"Jeg kan spille på midtbanen og pladserne i forsvaret. Jeg ved, at konkurrencen er hård i Brøndby-truppen, så jeg skal virkelig give den en skalle til træningssessionerne, hvis jeg skal have en chance for at komme på holdkortet. Det er kun med til at sætte mig ekstra op," siger Remco van der Schaaf, der nok er ukendt for de fleste danske fodboldtilhængere.
Remco van der Schaaf, der har spillet en række Champions League-kampe i sin tid som PSV Eindhoven-spiller, har i det seneste halve år ikke spillet meget for sin klub Burnley, men frem til sommerferien spillede han for Vitesse i den hollandske Eresdivision. Her lavede han fem mål i 70 kampe.
Brøndby-træner Kent Nielsen glæder sig over hollænderens ankomst.
"Aftalen med Remco bidrager til konkurrencen i truppen. Derudover får vi endnu en streng at spille på i defensiven. Han er en erfaren spiller, der blandt andet har spillet flere Champions League-kampe. Han kan uden tvivl tilføre vores trup en masse rutine, som vi får brug for i den forestående forårssæson," siger Kent Nielsen til brondby.com.