Ny FN-general tager hul på opgaven

Sydkoreaneren Ban Ki-Moon tiltrådte mandag som FN’s nye generalsekretær. Udfordringerne er enorme og står i kø for at blive løst.

Sydkoreaneren Ban Ki-Moon skal ikke forvente nogen blid start som FN’s nye generalsekretær. Den tidligere sydkoreanske udenrigsminister tiltrådte mandag som ny øverste chef for FN, og dermed er han FN’s ottende generalsekretær.

Den 62-årige karrierediplomat har lovet at arbejde hårdt for, at tilliden til FN bliver genoprettet, og han ventes også at gennemføre flere reformer af FN-systemet. Organisationens ry er de senere år blevet slemt skæmmet af korruptionsskandaler og afsløringer om FN-soldaters sexmisbrug af lokale kvinder og børn.

På listen over andre presserende opgaver er også den eskalerende vold i Sudans Darfur-provins og aids-epidemien, der fastholder fattigdommen i Afrika.

Allerede søndag udnævnte Ban Ki-Moon den indiske seniordiplomat Vijay Nambiar til ny leder af alle FN’s ansatte og den prisvindende haitianske journalist Michele Montas som talsmand, skriver AP.

Tirsdag har Ban Ki-Moon sin første officielle arbejdsdag i FN’s hovedkvarter i New York. Her skal han mødes med sine medarbejdere og sidde model til det obligatoriske portræt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.