Det verdensberømte Fukushima-atomkraftværk i Japan er ramt af nye uheld. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Tirsdag eksploderede en gasbeholder i en af værkets fire reaktorer. Der har dog ikke været yderligere radioaktivt udslip, oplyser Taichi Okazaki, der er talsmand for værkets ejer, Tepco.
Samtidigt har man opdaget et olieudslip, der dog blev stoppet af en barriere, inden det løb videre ud i havet. Tepco undersøger nu årsagerne til begge hændelser.
Det største problem er i øjeblikket, at det radioaktive brændsel i tre af reaktorerne stort set er smeltet. Forskere og regeringsfolk siger, at reaktorerne er tæt på en egentlig nedsmeltning, der betyder, at brændslet bryder igennem bunden af den reaktorens yderste beholder.
Fukushima-værket blev i marts ramt særligt hårdt af det store jordskælv i Japan. Den efterfølgende tsunami satte flere sikkerhedssystemer ud af spillet, og teknikere kæmper nu for at få kontrol med de radioaktive processer.
De nye hændelser kommer netop som det internationale atomenergiagentur, IAEA, har kritiseret de japanske myndigheder for at have undervurderet tsunami-risikoen for Fukushima-værket.
Kilde: AP