Popstjernen Kelly Rowland har sammen med mexicanske Paulina Rubio sagt ja til at være dommere i næste sæson af den amerikanske udgave af X Factor.
Sangkonkurrencen, som bliver sendt på tv-stationen Fox, har oplevet faldende seertal på det seneste, og de to nye dommere skal forsøge at få liv i tv-showet.
Rowland, som især er kendt for sin tid i Destiny's Child, samt Rubio afløser Britney Spears og produceren L.A. Reid. Simon Cowell og Demi Lovato skal fortsat bedømme deltagerne på X Factor-scenen.
- Det har taget mere end et årti, men jeg er glad for endelig at være en del af dommerpanelet med tre kvinder, lyder det fra Simon Cowell.
- Paulina og Kelly har begge god smag og stor erfaring i musikindustrien, og sammen med Demi bliver det her et sjovt panel. Det føles som om, at det er tid til at prøve noget nyt, tilføjer han.
Antallet af X Factor-seere faldt i den seneste sæson til omkring 9,2 millioner per afsnit mod 12,5 millioner i 2011.
X Factor blev skabt af Simon Cowell i Storbritannien i 2004, og han tog senere tv-showet med til USA, hvor tredje sæson bliver sendt til efteråret.
Vinderen af X Factor får en pladekontrakt med Sony til en værdi af fem millioner dollar.
/ritzau/Reuters