Den danske restaurant Geranium er blandt verdens bedste.
Ikke helt uventet var Geranium med på listen, da det anerkendte britiske madmagasin Restaurant Magazine mandag aften offentliggjorde deres nye liste over de 50 bedste restauranter i verden.
Geranium røg ind på listen som nummer 49.
Den danske restaurant Noma toppede listen både i 2010 og 2011. Det vides endnu ikke, om Noma igen bliver kåret som den bedste restaurant.
Restaurant Geranium ligger på 8. sal i H-tårnet i Parken på Østerbro i København.
I januar 2011 blev Geranium verdenskendt, da restaurantens kok og medejer Rasmus Kofoed, der selv var til stede ved kåringen i London, blev en suveræn vinder af kokke-VM "Bocuse d'Or" i Lyon i Frankrig.
Smagsdommerne måtte dengang overgive sig til Rasmus Kofoeds biodynamiske rødbeder og syltede Karl Johan-svampe.
Den særdeles prestigefyldte konkurrence Bocuse d'Or består af to kategorier, en fiskeret og en kødret. Rasmus Kofoed vandt begge kategorier foran samtlige 23 konkurrenter.
I 2010 tog Rasmus Kofoed førsteprisen ved EM i kokkerier, Bocuse d'Or Europe, og tidligere har han vundet både bronze og sølv ved verdensmesterskabet i henholdsvis 2005 og 2007.
Men selvom Geranium har verdens bedste kok, måtte restauranten vente til i år med at få en Michelinstjerne.
Geranium har dog tidligere kunnet bryste sig af en Michelinstjerne, som restauranten modtog i 2008. Men da restauranten lukkede året efter, slukkede den første stjerne også.
I september 2010 slog Geranium igen dørene op for de madglade københavnere i nye omgivelser på Østerbro.
På Geranium kan man blandt andet få serveret "forkullet" kulmule, brød på gamle kornsorter, dynamiske løgvækster og smeltet høost.