Hele miseren om den fejlslagne udlicitering af ambulancekørslen til svenske Samaritten får nu en gruppe københavnske brandmænd til at starte en klub, hvis vigtigste formål er at holde brandslukning og redning på offentlige hænder.
"Det nyligt overståede ambulanceudbud viste med al tydelighed, at denne branche ikke egner sig til udlicitering. Vi er alle langt bedre tjent med at blive drevet offentligt. I særdeleshed for borgernes skyld," siger foreningens formand, Peter Ørnbo, til nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Den nye arbejdsklub kalder sig Kommunale brand- og ambulancefolk København (KbaK).
KbaK har 225 brandfolk som medlemmer. De har alle har det fælles mål at forblive medlemmer af FOA.
Ud over kampen for det offentlige redningsberedskab vil klubben gå til kamp for faglige rettigheder.