Du bør huske solcremen, og måske en hat, hvis du har planer om at bevæge dig udenfor i de kommende påskedage.
Således melder TV2 Vejret ikke kun om høje varmegrader på 17 til 19 grader, men også om masser af sol fra skærtorsdag til og med 2. påskedag.
UV-indekset vurderer vejrstationen til at lande omkring fire, og det betyder, at man anbefales at beskytte sig mod strålerne midt på dagen.
TV2 Vejret forventer 15 graders varme i løbet af i dag, onsdag, men prognosen stiger til 17 grader skærtorsdag for så, at ramme 18 og 19 grader fra langfredag til 2. påskedag.
Det højeste UV-indeks forudsiges at blive på søndag, påskedag. Her er indekset oppe på 4,2, skriver TV2 Vejret.
DMI er lidt mere optimistisk, hvad varmegraderne angår. Vejr-institutet siger til B.T., at vi 2. påskedag kommer helt op på 20 grader.
Klaus Larsen, vagthavende hos DMI, siger til avisen, at "det især er inde i landet - væk fra kysterne - at temperaturerne bliver høje", og tilføjer:
- Man kan godt sige, at der er en solopvarmning på vej ind over landet, og at vi altså dermed kan se frem til noget lunere vejr.
Klaus Larsen er i sin udmelding overfor B.T. ikke så præcis om UV-indekset, og vurderer, at det vil "ligge lige over de tre".