Her i Danmark er vi nærmest misundelige på de islandske helte ved det igangværende Europamesterskab i fodbold.
Island oplever nemlig danske 1992-tilstande i Frankrig. Holdet er en sensation og sendte mandag store, traditionsrige England hjem efter en regulær mandfolk-præstation.
Tv-billederne af tilskuerne fra stadion i Frankrig og fra storskærm i Reykjavik har brændt sig fast, som nostalgiske minder fra den danske EM-triumf 26. juni for 24 år siden.
På Island sidder den danske sangfugl Tina Dickow og nyder den islandske eufori.
På sin Facebook-profil skriver Tina Dickow blandt andet:
- Island er fuldstændig på den anden ende, og det er fantastisk at mærke omverdenens, og ikke mindst Danmarks, begejstring for holdet!
Hun tilføjer, at det ikke er den "bedste post-hjerteoperations-beskæftigelse", men vi nyder hvert sekund af bølgen og regner med at slå Frankrig på søndag!
Hjerteopereret
Hendes mand Helgi Jónsson er blevet opereret i hjertet. Og det var en hårdere omgang, end de havde forventet:
- Sådan så Helgi ud for en uge siden, efter at det, der skulle have været et uskyldigt, simpelt indgreb, endte ud i 'open-heart surgery'!!, skriver Tina Dickow på Facebook.
- Jeg skal spare jer for detaljer om, hvor meget der er savet og skåret, men vi må konkludere, at brystet ikke bliver helt klar til vores Helgi-koncerter i august.
Operationen har således udskudt deres fælles koncerter i Danmark til 1., 2, og 3. november i henholdsvis København, Aarhus og Aalborg.