Danskerne er vilde med afdragsfrihed og rentetilpasning i de såkaldte F1-lån.
Men lånene giver rynkede bryn hos landets realkreditinstitutter, og nu går landets næststørste realkreditinstitut, Realkredit Danmark, til kamp mod F1-lånene.
Hos boligkøberne er lånene nemlig blevet så populære, at de nu har udviklet sig til en trussel.
"I de senere år er omfanget af helt korte flekslån i Danmark steget fra 350 milliarder til 700 milliarder, som skal refinansieres hvert år. I alle andre lande går udviklingen den anden vej. Det holder ikke. Det indebærer en for stor risiko," siger administrerende direktør i Realkredit Danmark Carsten Nøddebo Rasmussen til Politiken.dk.
Lånene har givet boligkøbere- og ejere mulighed for at gøre en god forretning. Men refinansieringen, der finder sted hvert år, medfører ifølge Realkredit Danmark en øget risiko for, at lånene kan blive dyrere for kunderne.
"Hvis vi er så uheldige, at vi i en periode med refinansiering rammer et voldsomt stormvejr, kan det blive dyrt for kunderne, realkreditinstittuterne og i sidste ende samfundet. Hvis ikke der er købere nok til obligationerne, vil kurserne falde og renterne stige markant," siger Carsten Nøddebo Rasmussent til Politiken.dk.
Realkredit Danmark vil ikke afskaffe F1-lånene helt, men de skal begrænses, oplyser realkreditinstituttet.
Fra 2018 vil EU efter planen gøre lånene mindre attraktive. Derfor kan en begrænsning af lånene være at udvise rettidig omhu, vurderer Claus Nøddebo Rasmussen.
Nykredit og Totalkredit fjernede i januar muligheden for at finansiere 60 procent af boligen med F1-lån.
Kilde: Politiken.dk