Blandt de danske unge er det gået den rigtige vej i forhold til kønssygdommen kønsvorter.
Antallet af behandlede for kønsvorter i 2018 er det laveste siden 2009, hvor hpv-vaccinen blev indført. I perioden er antallet af behandlede halveret, viser den nyeste opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen.
Det er især hos den unge del af befolkningen, at der er sket et stort fald i antallet af behandlede for kønsvorter.
Mens det i 2009 var unge, der oftest havde kønssygdommen, var det i 2018 grupper, som var ude over den første ungdom.
Blandt den yngste gruppe - de 15-29-årige - er det mest markante fald, og der har været et fald i aldersgrupperne op til 30-34 år. Den højeste andel af behandlede for sygdommen har gruppen med de 30-34-årige.
Kønsvorter er en seksuelt overført sygdom, der skyldes en infektion med hpv. Hpv-vaccinen, der blev indført for at forebygge livmoderhalskræft, kan derfor også virke forebyggende mod kønsvorter.
Vaccinen blev i 2009 en del af det danske børnevaccinationsprogram til piger i alderen 12 til 14 år. Derfor er unge kvinder op til starten af 20’erne i dag i vidt omfang dækket af vaccinen, skriver Sundhedsdatastyrelsen.
Og det er da også netop unge i aldersgruppen 15 til 19 år, der har den laveste andel behandlede for kønsvorter i 2018.
Hpv-vaccinen blev fra 1. september også gratis for drenge, som fyldte 12 år efter 1. juli i år.
Flere store mediehistorier skabte i 2015 frygt for, at vaccinen gav svære bivirkninger.
Historierne antydede en sammenhæng mellem vaccinen og svære bivirkninger, på trods af at der ikke var videnskabeligt belæg for det.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.