Ritzau
Opdateret kl. 14:01
For første gang nogensinde har luftfartsselskabet Norwegian fløjet med mere end 3 millioner passagerer i en kalendermåned.
Det fremgår af passagertallene for juni, hvor i alt 3.059.402 fløj med det norske selskab.
Der er tale om en fremgang på 10 procent sammenlignet med sidste år.
Fremgangen er et resultat af mange nye ruter, særligt til oversøiske destinationer.
Selskabets kapacitet er således steget med 20 procent, ligesom det samlede antal passagerkilometer steg med 19 procent.
- Jeg er utrolig taknemmelig over, at mere end 200 millioner passagerer nu har vist os tillid og valgt Norwegian.
- De sidste år har væksten været stærkest på langdistance, hvilket gør, at vi kan fortsætte med at lancere nye internationale ruter, siger koncernchef Bjørn Kjos.
Norwegian har det seneste år åbnet en lang række ruter til USA og Caribien, og det har været medvirkende til en vækst i antallet af langdistancepassagerer på 38 procent.
/ritzau/