Den norske langrendsstjerne Petter Northug er fortsat i førertrøjen i Tour de Ski, selv om han skuffede med en syvendeplads på onsdagens fjerde etape.
Alexei Poltaranin fra Kasakhstan var hurtigst igennem udfordringen, 10 kilometer klassisk stil i det norditalienske vintersportsområde Toblach, hvor Evgenyi Belov fra Rusland blev nummer to, og norske Martin Johnsrud Sundby kom i mål på tredjepladsen.
Northug har nu kun halvandet sekund ned til Sundby i det samlede regnskab inden de sidste tre etaper i den alsidige konkurrence.
- Det var en lidt hård dag for mig. Jeg følte mig tung hele vejen, og jeg er overrasket over, at ikke flere kunne slå mig, siger Petter Northug til NRK.
Tour de Ski fortsætter torsdag med 35 kilometer fristil fra Cortina til Toblach. De to sidste etaper afvikles lørdag og søndag.
/ritzau/