Det koster en norsk mand syv måneder bag tremmer, at han for et års tid siden valgte at skyde en ulv på sin adresse i Trysil i det østlige Norge.
Det står klart, efter at han torsdag blev idømt en ubetinget fængselsdom i retten i Sør-Østerdal. Retten har også bestemt, at manden, der er i 40'erne, ikke må drive jagt eller fangst de næste fem år.
Manden har indrømmet, at han skød og dræbte ulven. Den viste sig at være en genetisk vigtig ulv med finsk-russisk ophav.
Den ulovlige nedskydning blev opdaget, da Statens Naturoppsyn forsøgte at spore sig frem til ulven i Trysil. Den viste sig at ligge død og pakket ind i presenning i en jagthytte, som den dømte havde lejet.
Den norske mand har forklaret, at han var blevet advaret om, at ulven befandt sig i området, og at han derfor burde få sin hund indenfor.
Hunden kom dog ikke, selv om han råbte efter den flere gange. Derfor hentede han sin riffel, i tilfælde af at det skulle blive nødvendigt at forsvare hunden. Da han kom udenfor igen, opdagede han både hunden og ulven stående få meter fra hinanden.
Manden har i retten fortalt, at situationen var "skræmmende og truende". Han valgte at skyde ulven, selv om hunden ikke var blevet udsat for et angreb.
Manden er blevet dømt efter en paragraf i den norske straffelov om alvorlig miljøkriminalitet.
Både mandens forsvarer og anklagemyndigheden overvejer at anke dommen til højere instans.
/ritzau/NTB