Når de danske håndboldkvinder på lørdag kaster bolden op til VM i Brasilien, skal de ikke regne med at nå langt.
Det mener den norske landstræner Thorir Hergeirsson, der ikke ser de danske kvinder som en reel trussel til titlen.
"Rusland er traditionelt stærke ved VM, og franskmændene har fået et rigtig stærkt hold. Derudover er der lande som Sverige, Tyskland, Spanien, Korea eller Brasilien, der har gode chancer for at vinde medaljer," siger Hergeirsson til turneringens hjemmeside.
Danmark sluttede ellers på en fjerdeplads under sidste års EM i Danmark, men det påvirker åbenbart ikke den norske træner.
Danmark skal minimum komme i top syv, hvis kvinderne skal med til næste års OL i London.
De danske kvinder er i pulje med Sverige, Kroatien, Argentina, Elfenbenskysten og Uruguay.