Eleverne på Kongsbakken skole i Norge fik fredag morgen en alvorlig besked. Skolen var lukket på grund af en trussel om en massakre.
Mandag morgen er der imidlertid dukket endnu en trussel op mod skolen. Det skriver lokalavisen iTromsø.
En anonym person oplyser på den samme hjemmeside, hvor den første trussel dukkede op, at det ikke var for sjov.
"Det blev antydet, at jeg lavede sjov med den trussel. Hold øje med nyhederne. Jeg er måske blevet forhindret første gang, men tiden vil vise mit alvor," står der på hjemmesiden.
Politiet har efterforsket sagen i løbet af weekenden, men man er ikke kommet nærmere en mulig gerningsmand. Truslerne er blevet fremsagt på den amerikanske hjemmeside 4chan.org.
Elevrådsformanden på skolen er chokeret over den nye besked, men der bliver ikke tale om at aflyse undervisningen igen.
"Jeg tror, det bliver godt at komme tilbage på skolen og få snakket med de andre elever og lærere. Det har vi nok godt af. Men jeg kommer nok til at have en klump i halsen," siger Støback Wilhelmsen til avisen.