Den norske kronprins, Haakon, har tillid til, at det norske retssystem gør et "godt arbejde" i håndteringen af sagen om Marius Borg Høibys sigtelser for voldtægt.
- Jeg føler, at jeg er langt hjemmefra. Jeg stiger snart på et fly, siger kronprinsen ifølge det norske medie VG.
Kronprinsen er lige nu på besøg i Jamaica. Her fik de norske medier VG og NRK lov til at stille spørgsmål om sagen.
- Vi har som familie været meget optagede af, at Marius skulle få hjælp. Vi har længe arbejdet på at få ham et sted hen, hvor han kan få mere hjælp med rehabilitering og behandling, siger han.
- Det er noget, vi prioriterer højt. Så må det ske inden for de rammer, som retssystemet sætter, fortsætter han.
Marius Borg Høiby er søn af kronprinsesse Mette-Marit, men er ikke formelt en del af kongehuset.
Det skyldes, at han blev født, før Mette-Marit blev gift med kronprins Haakon.
Høiby blev onsdag sigtet for en voldtægt ud over den voldtægt, som han tirsdag blev sigtet for.
Han har nægtet sig skyldig i begge anklager.
Hans forsvarer har ifølge VG kaldt sigtelserne for "katastrofal fejlvurdering fra anklagerens side".
Onsdag har politiet fundet flere videoer på Høibys telefon, der viser den voldtægt, som han to dage tidligere er sigtet for at have begået. Det erfarer norsk TV 2 og NRK.
Han blev første gang anholdt 4. august og sigtet for blandt andet vold mod sin daværende kæreste.
I slutningen af oktober kunne VG berette om, at kronprinsesse Mette-Marit ifølge avisens oplysninger blev varslet om den forestående anholdelse 4. august.
Hun advarede herefter sin søn om, at politiet var på vej, og ryddede op i hans lejlighed. Politiet valgte dog ikke at ransage Marius Borg Høibys bolig, men fik udleveret hans telefon.
/ritzau/