Østjylland har overskud af dygtige slagteriarbejdere, fordi en lang række slagterier er blevet lukket.
Det er en af grundene til, at en norsk fødevarevirksomhed har flyttet produktionen fra Trondheim til Aarhus.
Nordmændene ansatte Allan Nielsen til at finde de tidligere slagteriarbejdere.
- Jeg ledte efter nogle erfarne piger, der havde prøvet at slice før, og da jeg har arbejdet på Tulip i Sdr. Borup, vidste jeg, at der var nogle rigtige dygtige piger der oppe, siger han DR Østjylland.
Nu er der 10 ansatte i produktionen hos Taga Foods på havnen i Aarhus.
En af dem, der er glad for at være tilbage i slagteribranchen, er Tina Meineche. Hun skiftede til Taga Foods, selv om hun havde fået arbejde på slikfabrikken Carletti.
- Man skal være glad for at gå på arbejde, og det var dét, der gav udslaget. Jeg har været slagteriarbejder i så mange år, så det var noget, jeg véd noget om, siger hun.
På Taga Foods skal der produceres 25.000 pakker serrano-skinke om dagen. Det sker på en computerstyret slicer til millioner af kroner, og derfor kræver det velkvalificerede ansatte at betjene den.
- Jeg kan ikke selv køre med det. Jeg skulle have nogle piger, der havde prøvet det her før, og jeg har fundet de helt rigtige, siger Allan Nielsen til DR Østjylland.
10 nye arbejdspladser er ikke mange i forhold til de hundredevis af arbejdspladser, der er forsvundet i takt med, at Danish Crown-koncernen lukkede sine afdelinger i Viby, Brabrand, Sdr. Borup og senest også i Hadsund.
Men for det første kan Taga Foods måske få brug for flere, og desuden er der også jobs på vej i andre små fødevarevirksomheder.
- Der skyder en underskov op af mindre virksomheder, og der er leverpostej-fabrikker og økologiske producenter. De kan selvfølgelig ikke opsluge de tusinder af slagteriarbejdere, der blev fyret fra de store slagterier, men der sker nogle positive ting, siger Allan Nielsen.