Den store belastning i jobbet som justitsminister i Norge er angiveligt årsagen til, at Knut Storberget fra det norske arbejderparti har trukket sig fra posten.
Ifølge norske VG ville Storberget allerede for flere måneder være trådt tilbage, men så kom Anders Breiviks terrorangreb i vejen.
"Han ønskede at gå af for et stykke tid siden. Især da han var på fædreorlov, diskuterede han det med familien. Men på grund af den 22. juli blev han," siger statsminister Jens Stoltenberg ifølge VG.
Knut Storberget har tre børn, og familielivet koblet sammen med et liv som justitsminister er hårdt.
"Jeg tror ikke, folk er klar over, hvor svært det er at være justitsminister og have tre små børn," siger Stoltenberg.
Desuden er belastningen ikke blevet mindre efter Anders Breiviks angreb, hvor han dræbte otte med en bombe i Oslo og skød 69 på øen Utøya. Storberget er blevet kritiseret for håndteringen af sagen og i går tog kritikken til, da der kom en redegørelse om forløbet den 22. juli.
Det norske politiforbunds leder, Arne Johannesen, er også af den overbevisning, at Storberget er gået pga. kritkken oven på Utøya-tragedien.
"Jeg tror årsagen til afgangen er det vanvittige pres, han har været under, ikke mindst efter 22. juli," siger Johannessen til VG's netavis.
Den nuværende forsvarsminister, Grete Faremo, overtager posten som justitsminister.
Storberget har været justitsminister i Stoltenberg-regeringen siden 2005.