Terror-mareridtet fortsætter stadig for de nordmænd, der ikke har hørt fra deres kære efter de to terrorangreb i fredags.
Der er endnu savnede. Det skriver norske NRK.
"Vi leder fortsat efter savnede i regeringskvarteret. Eftersøgningen med mini-ubåd og hunde efter savnede i Tyrifjorden (ud for Utøya, red.) fortsætter også, til vi er helt sikre på, at der ikke er flere døde i fjorden," sagde vicepolitikommisær ved politiet i Oslo, Oslo Sveinung Sponheim på en pressekonference i dag.
Politiet ved ikke, præcist hvor mange mennesker, de leder efter, eller hvor mange de kan forvente at finde døde.
På nuværende tidspunkt er dødsantallet efter angrebene på 92 mennesker - de 85 blev dræbt, da Anders Breivik gik amok på Utøya og syv døde af bombeangrebet i Oslo.
97 mennesker er under fortsat behandling efter terroren, og omkring 10 betegnes som hårdt sårede.
32-årige Anders Breivik har erkendt begge angreb, men nægter, at han er skyldig i retslig forstand, angiveligt fordi han mener, at grunden til hans angreb skal fritage ham for straf.
Breivik udgave kort før mordet et 1.500 sider langt manifest, hvor han forklarer sine højreekstremistiske holdninger og baggrunden for angrebene.