Morten Nordstrand måtte se til fra tribunen, da FC København i går knuste norske Vålerenga med 5-1.
Opholdet uden for banen kan dog vise sig at blive kortvarigt, for ifølge Ekstra Bladet bliver Nordstrand senere i dag udlejet til FC Nordsjælland, hvor han uden tvivl har gode muligheder for spilletid.
Angriberen havde stor succes i Farum-klubben fra 2006 til 2007, hvor han nettede 18 gange i sæsonen. Det fik dengang FC København til at kaste omkring 15 millioner kroner efter den lille målscorer, som altså nu ser ud til at vende "hjem" til Farum Stadion.
Skiftet bliver angiveligt udformet som en lejeaftale frem til sommer.
Nordstrand var i sidste sæson udlejet til hollandske Groningen, men en lyskeskade ødelagde opholdet i Holland. Nu kan han så håbe på mere held i det nordsjællandske.
Kilde: EB