Morten Nordstrand fra FC København er med i truppen, når fodboldlandsholdet åbner landskampåret mod Grækenland i næste uge.
"Jeg vil gerne have en angrebsspiller mere med i truppen. Derfor har vi udtaget Morten Nordstrand, som vi jo valgte at se bort fra til Ligalandsholdets træningsophold i sidste måned," siger landstræner Morten Olsen.
Én af grundene til landstrænerens udtagelse af en ekstra angriber er, at Jon Dahl Tomasson først lige er vendt tilbage efter en lang skadespause og ikke skal overbelastes.
Kampen i Athen spilles onsdag i næste uge, og én af overraskelserne i truppen er Jakob Poulsen fra AGF, der kan få landsholdsdebut.
Senere på året tager landsholdet fat på de vigtige VM-kvalifikationskampe. I marts gælder det Malta, mens Albanien besøger Parken i april.