En forenet dansk sportspresse render jublende rundt med armene i vejret over FCK's historiske medvind i Champions League.
Men i vore nabolande godter man sig også gevaldigt over, at det københavnske mesterhold stormer frem.
I Norge giver man den på alle tangenter i FCK-dækningen og hylder Ståle Solbakken, deres kommende landstræner, som har ført sit klubhold frem til succes og 1/8-finalen på den europæiske superarena.
"Ståle skaber norsk idrætshistorie. En norsk træner, som får et udenlandsk hold videre i Champions League, er ikke akkurat dagligdags," siger Viasat-ekspert Erik Solér ifølge VG.
Svenskerne fokuserer især på deres FCK-landsmænd Oscar Wendt, Mikael Antonsson samt ikke mindst holdets bundsolide ankermand, Johan Wiland.
"Det spil, han har vist i Champions League, er en stærkt bidragende årsag til, at de er gået videre," siger Viasat-ekspert Ola Andersson ifølge Expressen.
Fodboldsiden goal.com giver også et solidt skulderklap til FCK-mandskabet under overskriften "Wonderful, wonderful Copenhagen".
"Sidste års yndlinge fra Rubin Kazan er blevet sat godt og grundigt på plads. FCK slog dem hjemme, og nu gjorde de det til to sejre ud af to mulige mod Panathinaikos," lyder det.
Kilde: Goal.com, VG, Expressen