Nordkoreas atomprøvesprængning skal skræmme verdens supermagter fra at angribe landet.
Det vurderer Bjørn Møller, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier over for Newspaq.
"De er ude efter at sikre sig en usårlighed, der gør, at man ikke kan angribe dem militært. Det er de sandsynligvis allerede nået til nu. Man angriber meget nødigt lande, der har atomvåben, for det kan gå så gruelig galt," siger han.
Bjørn Møller mener dog ikke, Nordkorea selv står foran at gå til angreb på nogen.
"Det ville være halsløs gerning, for de er jo ikke de eneste, der har atomvåben. Hvis de angreb Sydkorea ville de være sikre på at få et amerikansk atomvåben i hovedet," vurderer Bjørn Møller.
Nattens atomprøvesprængning var Nordkoreas første siden 2006.
Internationale sanktioner mod landet har været Nordkoreas egen begrundelse for det drastiske skridt, der har vakt bekymring i det internationale samfund.
Nabolandet Sydkorea troede i første omgang, der var tale om et jordskælv, da rystelsen blev registreret i nat.