Du må gerne eje atombomber, kemiske og biologiske våben - hvis du altså bor i Grønland.
Og grønlænderne kan hygge sig med deres masseødelæggelsesvåben et par uger endnu - først fra den 1. december vil det kræve en tilladelse fra den lokale politimester for at kunne eje de dødsensfarlige indretninger. Det har Justitsministeriet besluttet.
Knaldvåbnene har været tilladt på den isdækkede ø siden 1992, hvor våbenerne blev glemt, da justitsminister Hans Engell reviderede våbenloven. Forglemmelsen blev først opdaget for nylig - efter 17 år med lovlige masseødelæggelsesvåben.
Det er dog ikke kun atombomber, kemiske og biologiske våben, der er ramt af de nye regler. Justitsministeriet kræver samtidig en tilladelse fra politimesteren for håndgranater, klyngebomber, miner og laservåben. Det skriver Grønlands Radio, KNR.
Hvor mange grønlændere, der rammes af de nye regler vides ikke - men det forventes at være ganske mange. Skibenes signalpistoler er nemlig også omfattet af de nye regler.