Nordkorea truer med at opsige den våbenhvile, som Nord- og Sydkorea indgik i 1953.
Truslen kommer, efter at Kina og USA angiveligt er blevet enige om at stramme sanktionerne mod Nordkorea efter en atomprøvesprængning i sidste måned.
Den krigeriske retorik er typisk for det nordkoreanske regime, der også kræver, at Sydkorea og USA indstiller deres årlige fælles militærøvelser.
Nord- og Sydkorea er teknisk set stadig i krig med hinanden, efter at Koreakrigen endte med en våbenhvile i stedet for en fredsaftale i 1953.
I alt kostede krigen cirka tre millioner mennesker livet - størstedelen af dem var civile.
/ritzau/Reuters