Nordkorea har fjernet to missiler fra deres affyringsramper på landets østkyst og flyttet dem til et sted, hvor de ikke er direkte kampklare.
Det fortæller amerikanske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer godt en måned efter, at det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap rapporterede, at Nordkorea havde overflyttet, hvad der menes at være Masudan-mellemdistanceraketter til affyringsramper i det østlige Nordkorea.
Der har gennem flere uger været tvivl i nabolandet Sydkorea om, hvorvidt det nordkoreanske regime vitterligt havde planer om at affyre raketterne, eller om opstillingen var udtryk for en magtdemonstration.
Men USA mener altså nu, at de to Masudan-raketter er blevet overført til et sted, hvor de ikke længere står klar til at blive affyret.
Missilerne skulle dog stadig være mobile, og derfor kan de i princippet blive stillet op andre steder. Af den grund skal man ikke nødvendigvis tolke meldigerne som en nedtrapning af konflikten, lyder vurderingen.
- Det er for tidligt at fejre det som gode nyheder, siger Daniel Russell, som har med asiatiske affærer at gøre i Det Nationale Sikkerhedsråd i USA.
Masudan-raketterne har en rækkevidde på omkring 3000 til 3500 kilometer.
En eventuel prøveaffyring kunne, afhængigt af kursen, have dramatisk eskaleret spændingerne på den koreanske halvø, der er taget voldsomt til, efter at styret i Pyongyang gennemførte sin tredje atomprøvesprængning i februar.
Det fik USA og Sydkorea op på mærkerne, hvilket igen provokerede nordkoreanerne, som har truet med raketaffyringer og angreb på både amerikanske baser og fjenden i syd.
Nordkorea har blandt andet sagt, at landet er i en "krigstilstand" med Sydkorea. De to lande har teknisk set aldrig sluttet fred siden Koreakrigen, som endte med våbenhvile i 1953.
/ritzau/Reuters