Journalist Asbjørn With fra Nordjyske Medier vinder den prestigefyldte Cavling-pris 2013.
Prisen får han for i over 100 artikler at have kulegravet Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede.
Cavling-prisen er den fornemste pris, som danske journalister kan vinde. Og vinderen udpeges af Cavling-komitéen, der er udpeget af Dansk Journalistforbund.
Den uddeles hvert år i januar til "en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år", hedder det.
Asbjørn With modtager 20.000 kroner og en statuette, som forestiller Journalistforbundets stifter, journalist og forfatter Henrik Cavling.
Prisen blev indstiftet 18. december 1944 i anledning af Journalistforbundets 40-års dag og til minde om Henrik Cavling, som levede fra 1858 til 1933.
I år er det dog første gang, at der er spænding til det sidste omkring Cavling-vinderen. Tidligere har vinderen fået besked på forhånd, men i år har kun komitéen kendt resultatet.
Også pressens minister, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), er til stede ved prisoverrækkelsen.
/ritzau/