Konkurrenceevnen i Norden skal forbedres ganske betragteligt, hvis vores del af verden skal hænge på udviklingen.
Det mener statslederne i de nordiske lande.
Derfor vil Nordisk Råd næste år bruge knap 34 millioner kroner på et initiativ, der skal understøtte gode idéer. 86 millioner følger til de to følgende år.
Beslutningen er taget i Stockholm, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) og de øvrige nordiske statsministre i denne uge er til møde i Nordisk Råd.
"Det er glædeligt og jeg hilser beslutningen velkommen. Den viser, at Norden står sammen inden for flere områder med henblik på at møde de globale udfordringer. Det gør Norden til en region med en stor konkurrencekraft hvor det bliver eftertragtet at arbejde, bo og udvikle sit liv," siger Nordisk Ministerråds generalsekretær, Halldór Ásgrímsson i en kommentar til det nye fælles initiativ.
Konkret vil rådet bruge penge inden for så forskellige områder som kultur, kreativitet, energi, transport, helse, velfærd, finans, it-videnskab og byggeri.
Med initiativet håber de nordiske ledere, at kunne styrke idéudviklingen, så der kan skabes nye arbejdspladser, og nye arbejdsopgaver kan vindes.
Siden 2007 har snakket gået på rådsmøderne, og dagens fælles beslutning ses som et resultat af de positive toner i den forudgående debat.
Som led i Nordens fælles udvikling vil regionen profilere sig som én region ved verdensudstillingen i Shanghai i 2010.