Den legendariske indiske sitarspiller Ravi Shankar er død. Han blev 92 år, rapporterer indisk TV.
Ravi Shankar, som var uddannet i klassisk indisk musik, vakte stor opmærksomhed, da han var på turné i USA i 1957.
Med sine blide toner blev han et bindeled mellem indisk og vestlige musik.
I 1970'erne optrådte han på Woodstock-festivalen side om side med datidens store musiknavne som Janis Joplin og Jimi Hendrix.
Ravi Shankar fik stor indflydelse på en række vestlige musikere, heriblandt Beatles og Rolling Stones.
Shankar lærte blandt andet George Harrison at spille sitar og samarbejdede med den britiske musiker om flere projekter.
De to mænd arrangerede blandt andet en stor velgørenhedskoncert for Bangladesh i 1971, hvor der blev indsamlet næsten 250.000 dollar til Unicef.
Hverken de indiske myndigheder eller Shankar selv brød sig dog om den overvældende opmærksomhed, der fulgte med hans samarbejde med de vestlige pop- og rockmusikere.
- Da jeg begyndte at arbejde sammen med George Harrison, blev jeg nærmest en popstjerne selv, sagde han i juni 2011 i et interview med den britiske avis The Guardian.
- Overalt, hvor jeg gik, blev jeg genkendt. Det brød jeg mig slet ikke om, konstaterede Shankar.
Den indiske musiker, som var far til den amerikanske sangerinde Norah Jones, døde tirsdag på et hospital i San Diego, USA, hvor han var indlagt for at gennemgå en operation.
Ravi Shankar gav sin sidste koncert 4. november. Han havde to andre børn, en søn og en datter, som begge spiller sitar.
Indiens premierminister, Manmohan Singh, udtrykker sin sorg og kalder Shankar en national skat og en global ambassadør for Indiens kulturarv.
Den populære inder vandt adskillige grammyer, og han var nomineret til en Oscar i 1982 for sit arbejde på filmen Gandhi.
/ritzau/AFP