Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis unge holder for lang pause mellem afgang fra folkeskolen og påbegyndelsen af en ungdomsuddannelse.
Det fastslår en analyse af 140.000 unges vej gennem uddannelsessystemet.
Analysen fra AE-Rådet sætter ifølge Ugebrevet A4 fokus på de unge, der ikke begynder på gymnasiet, teknisk skole eller handelsskole umiddelbart efter folkeskolen.
Blandt de unge, der ikke har færdiggjort eller er i gang med en ungdomsuddannelse tre år efter, de har færdiggjort folkeskolen, står 48 procent uden en kompetencegivende uddannelse, når de fylder 30 år.
Til sammenligning står blot 21 procent af de unge, der kommer i gang med en ungdomsuddannelse senest tre år efter folkeskolen uden en kompetencegivende uddannelse.
Ifølge specialkonsulent i AE-Rådet, Mie Dalskov, der har udført analysen, viser resultaterne, at det er fatalt at forsvinde ud af uddannelsessystemet i længere tid.
"Er man en gang ude, er man altid ude," siger Mie Dalskov til ugebrevet.