Når en tvivlsom internetside lokker med hemmelige optagelser af afklædte Hollywood-stjerner, er det meget lidt sandsynligt, at det er den ægte vare.
Tilgengæld er det meget sandsynligt, at computeren bliver smittet med en virus.
Alligevel huserer bare bryster og porno i stort omfang på mindre virksomheder. I en ny undersøgelser svarer hele 54 procent af arbejdgiverne, at de ikke har noget imod, at arbejdscomputeren bliver brugt til at gemme erotiske fotos og pornovideoer.
It-sikkerhedsfirmaet Trend Micro står bag undersøgelsen, og her forklarer sikkerhedsekspert Kim Lindberg, hvorfor virksomhederne bør have en politik.
»Porno er et effektivt lokkemiddel, når internet-kriminelle vil bryde ind i en computer. Det er både nemt og effektivt at snige en virus ind på folks computer ved at forklæde den som en hemmelig pornovideo med en berømt babe,« siger han.
Flere farer
Det kan være en dyr affære for virksomheden, hvis en medarbejder fra salgsafdelingen surfer for meget rundt efter de afklædte kvinder. De senere år er antallet af ondsindede internet-programmer steget med 1.500 procent, og de kan for eksempel bruges til at stjæle kreditkortoplysninger fra virksomhederne.
Undersøgelsen viser samtidig, at 64 procent af de mindre virksomheder ikke har klare regler for, hvad medarbejderne må bruge arbejdscomputeren til.
»Det betyder jo, at ens medarbejdere frit kan bevæge sig ind på alle internettets højrisikoområder, som for eksempel sider med ulovlig musik og film, hvor der ligesom på pornosiderne er stor risiko for, at ens computer bliver angrebet af ondsindede programmer,« siger Kim Lindberg.