Tre australske røvere fik deres livs chok, da de midt i et overfald blev afbrudt af frem sortklædte ninjaer.
De tre skulle nok have kigget en ekstra gang på bykortet, inden de overfaldt den tyske udvekslingsstuderende og begyndte at sparke løs på ham i en mørk gyde i Sydney, Australien. For gyden ligger klos op ad en Ninja-skole.
Her hørte en af eleverne spektakel og slog alarm, skriver the Sydney Morning Herald.
"Vi strøg bare udenfor og begyndte at løbe efter dem, mens vi råbte og sådan. De her fyre må have vendt sig om og set fem ninjaer i sorte uniformer pile hen imod dem. De stak bare af," siger ninja-mesteren Kaylan Soto, der beordrede sine elever i aktion.
Den 27-årige tyske medicinstuderende fik stjålet sin iPod og mobiltelefon, men slap ellers derfra med lettere skræmmer.