Truslen om arbejdsløshed ligger hele tiden og lurer i baghovedet, selv når hun er i job. Det samme gør nervøsiteten for fremtiden og presset for at finde den næste ansættelse.

Sådan har det været i nu seks år for 33-årige Nina Bauer, som, siden hun blev færdig med sin uddannelse i 2012, har haft en perlerække af tidsbegrænsede ansættelser, afløst af perioder som arbejdsløs. Og det tærer på kræfterne, når man bare gerne vil have et fast arbejde, fortæller hun til Avisen.dk

Socialrådgiver: Kommunerne begår socialt bedrageri mod borgerne

- Det er en enorm stressende situation, når man ikke selv har valgt det. Jeg kan bare mærke en presset fornemmelse, der aldrig rigtig lægger sig, siger Nina Bauer til Avisen.dk.

Jeg føler, at jeg har sænket min standard for, hvad jeg vil gå med til eller ej. Og så tænker man bagefter, om man virkelig selv synes, at det var i orden?

Som Ugebrevet A4 skriver onsdag, er såkaldte prekære ansættelsesformer et stigende problem i Danmark - i hvert fald ifølge fire arbejdsmarkedsforskere, som netop har udgivet en bog, hvor de har interviewet 33 danskere, som har arbejdet under denne type forhold. Nina Bauer er en af dem, som medvirker i bogen.

Stressende aldrig at kunne planlægge

Mens hun tog sin kandidatgrad i historie på universitetet, troede hun ikke, at hun ville havne i den her situation. Men undervejs ramte finanskrisen, og hun kom ud på et arbejdsmarked, hvor der stort set kun blev slået tidsbegrænsede stillinger op inden for hendes fag - mange af dem endda kun på tre-fire måneder.

Og der er ofte flere hundrede ansøgere til hver job, fortæller hun.

- Det er lidt ligesom når man bor i en fremlejet lejlighed. Man skal hele tiden lede efter det næste, siger Nina Bauer.

Helt konkret betyder det for eksempel, at hun end ikke tør tænke på at få børn, og at hun aldrig kan planlægge sin fremtid ret langt - for eksempel ferier og sociale aftaler, fordi hun ikke har en fast indkomst og faste arbejdstider at planlægge efter. Ind imellem betyder det også økonomiske bekymringer, fordi hun ikke ved, om hun når at genoptjene retten til dagpenge i de korte ansættelser.

- Jeg er meget glad for, at jeg har min familie, som kan hjælpe mig, hvis budgettet vælter, fordi køleskabet for eksempel går i stykker. Men det er bare også utroligt ydmygende, siger Nina Bauer.

Som en månedslang jobsamtale 

På arbejdspladserne føler hun sig ofte lidt udenfor - som en gæst. Hun kommer typisk ikke med på kurser, til MUS-samtaler og til personalemøder modsat hendes fastansatte kolleger.

Samtidig føler hun konstant, at hun skal gøre et godt indtryk, fordi hun håber på at få ansættelsen forlænget eller blive fastansat.

- Især i de korte ansættelser kan det føles som en månedslang jobsamtale. Jeg skal gøre et godt indtryk, komme med de gode ideer, gøre mig uundværlig. Man lægger enormt meget energi i det.

I starten af de tidsbegrænsede ansættelser er hun som regel fuld af gå-på-mod og håb - især fordi cheferne tit lufter idéen om, at der måske kan blive tale om en fast ansættelse. Men når hendes sidste arbejdsdag nærmer sig, lyder beskeden som regel, at de har været glade for hende og gerne ville ansætte hende, men at der ikke er råd.

- Femte gang man hører den, begynder det at klinge lidt hult. Var de alligevel så glade for mig?

Rædselsfuldt at være ledig

Nina Bauers CV er efterhånden et kludetæppe af forskellige arbejdsgivere og ansættelsesformer. Vikariater, projektansættelser, løntilskud, deltidsstillinger med supplerende dagpenge. Ingen af ansættelserne har været på over et år.

Mellem de løse ansættelser har hun perioder som ledig, som hun beskriver som et møde med et system med indviklede regler, og krav om konstant at stå til rådighed og rapportere alt, hvad man gør for at komme i arbejde.

Det føles lidt ydmygende, når det går op for én, at det med at have et arbejde bliver så vigtigt, at man er villig til at sælge sig selv billigere end man synes er rimeligt

- For mig personligt er det rædselsfuldt at gå ledig. Jeg har konstant dårlig samvittighed, og føler, at jeg burde gøre noget mere, søge flere job. Når man er pligtopfyldende, føler man nemt, at man aldrig kan gøre nok. I det system er det så nemt at føle, at det er ens egen skyld, at man er ledig, og at man åbenbart ikke kun er dårlig til at arbejde, men også dårlig til at være arbejdsløs, siger Nina Bauer.

"Jeg savner, at der er plads til, at man bliver gal"

Men en del af den følelse flytter med, når hun er i arbejde, fordi det altid er midlertidigt.

- Det er stadig de samme følelser og tanker, jeg tumler med. Hvor kan jeg søge, hvem kan jeg spørge, hvad mere kan jeg gøre for at sikre den næste ansættelse.

Hun fortæller, at hun ikke kun har søgt akademiske stillinger, men også for eksempel HK-job.

- Men der får jeg typisk at vide, at jeg er overkvalificeret. Eller de pakker det ind i, at jeg nok vil komme til at kede mig, siger Nina Bauer.

Der er også er positive ting ved nomade-arbejdslivet - for eksempel at hun får lov at prøve en masse vidt forskellige spændende job af.

Men det kan nemt føles som et krav hele tiden at skulle "tænke positivt" og "tage ja-hatten på", og hvis hun får afslag, er det hendes egen skyld.

- Men det er enormt anstrengende. Jeg savner, at der er plads til, at man bliver gal og tænker, det var også uretfærdigt, at jeg fik afslag der, eller det var også urimeligt.

Så desperat, at hun sagde ja til studentermedhjælper-løn

Når man er desperat efter at komme i arbejde, kan man finde på at sige ja til betingelser og arbejdsforhold, man ellers ville finde urimelige. Det har Nina Bauer oplevet et par gange i løbet af de sidste seks år.

- Det føles lidt ydmygende, når det går op for én, at det med at have et arbejde bliver så vigtigt, at man er villig til at sælge sig selv billigere, end man synes er rimeligt, siger hun.

For eksempel sagde hun ja til en projektansættelse på et museum, hvor hun som fuldt uddannet arbejdede for samme timeløn som studentermedhjælperne.

En anden gang oplevede hun, at arbejdspladsen omgik reglerne ved at fyre hende og genansætte hende, fordi der ellers er grænser for, hvor mange gange man må forlænge et vikariat.

Arbejdsgivere, der malker dagpengeperioden

Og så oplever hun en forventning om at arbejde gratis eller i støtteordninger.

- Jeg var for eksempel til samtale et sted, hvor de gerne ville have, at man startede med at være en måned i praktik, og derefter tre måneder i løntilskud, og så ville der måske være mulighed for fastansættelse. Så føles det lidt som om systemet og din dagpengeperiode skal malkes lidt af dem, før de måske vil ansætte én, siger Nina Bauer og fortsætter:

- Jeg føler, at jeg har sænket min standard for, hvad jeg vil gå med til eller ej. Og så tænker man bagefter, om man virkelig selv synes, at det var i orden? Er jeg ikke mere værd? Og så kan man blive lidt vred på sig selv og verden over, at de spekulationer overhovedet er nødvendige.