Når den røde løber rulles ud på den anerkendte filmfestival Berlinalen i februar, bliver det med dansk deltagelse.
Dramakomedieserien "Agent", som Nikolaj Lie Kaas står bag, er udtaget til programsektionen Berlinale Series sammen med seks andre internationale serier.
Det annoncerer TV 2 i en pressemeddelelse.
Her vil "Agent" konkurrere om den nystiftede pris, Berlinale Series Awards, som overrækkes sammen med festivalens øvrige priser til den afsluttende prisgalla.
- Jeg er beæret over, at "Agent" er udtaget og er stolt over og glad for, at de har tænkt på os i denne fornemme sammenhæng, siger Nikolaj Lie Kaas i pressemeddelelsen og fortsætter:
- "Agent" er lige dele humor og alvor. Jeg håber, at publikum vil give den en chance og ikke slår over på "Masterchef" alt for hurtigt, lyder det fra ham.
Nikolaj Lie Kaas, som mest er kendt foran kameraet, har både skrevet og instrueret "Agent".
Serien centrerer sig om Joe, spillet af Esben Smed, der er agent for en række kendisser i underholdningsbranchen.
En lang række celebre ansigter laver såkaldte cameos i serien, hvor de spiller karikerede udgaver af sig selv. Blandt andre X Factor-veteranen Thomas Blachman, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, sangkometen Tobias Rahim og skuespillerinden Sidse Babett Knudsen.
"Agent" får verdenspremiere på filmfestivalen den 21. februar, inden den senere i 2023 rammer TV 2 og TV 2 Play.
- Det er utroligt flot, at "Agent" er blevet nomineret i denne helt nye og eksklusive kategori for serier på en så stor filmfestival som Berlinalen, siger TV 2's executive producer Pernille Bech Christensen i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Jeg glæder mig meget på både Nikolaj, Zentropa (produktionsselskabet, red.) og TV 2's vegne. Nomineringen er et vigtigt skridt på den rejse, vi ønsker for TV 2 Fiktion, nemlig at være med helt fremme og i toppen af international serieproduktion, lyder det.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus