Der ingen grund til at afvikle OL til sommer, hvis det skal foregå under de coronarestriktioner, som herrernes håndbold-VM netop er blevet afviklet under.
Det mener Danmarks guldtræner Nikolaj Jacobsen.
Da han gæstede Fyns Amts Avis' FAA Live fredag, blev han spurgt til, hvad han tænkte om, hvis OL til sommer skulle afvikles uden tilskuere og under strenge restriktioner som ved det nyligt afsluttede VM i Egypten.
- Så håber jeg ikke, vi skal af sted. Så sjovt er det heller ikke, og OL er noget specielt, og det skal det være, fordi det kun er hvert fjerde år, lød det fra den danske landstræner i FAA Live.
- Jeg håber, at hvis man beslutter sig for at ville afholde det, at man eventuelt får vaccineret alle, der skal deltage, og alle, der har med det at gøre. Hvis man ikke gør det, kan jeg ikke se, hvordan man skal få det til at gå op i en højere enhed.
Myndighedernes plan for coronavaccination i Danmark sigter mod, at alle danskere er færdigvaccineret 4. juli i år. Det er 19 dage, før OL begynder i Tokyo.
Så hurtigt budgetterer langt fra alle lande med at være i mål, og det må derfor regnes for tvivlsomt, om landstrænerens vaccinationshåb bliver til virkelighed.
Men han holder fast i, at endnu en udsættelse i så fald vil være bedre.
- Jeg ser kun OL blive afholdt, hvis man får vaccineret alle, der skal deltage i og omkring det. Sådan som det er foregået i Egypten (til VM i herrehåndbold, red.), det kommer ikke til at gå ved et OL, mener han.
De danske håndboldherrer er kvalificeret til OL, mens det danske damelandshold ikke sikrede sig billet til legene i Tokyo.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.